Om fødsel og om at blive mor.

Det havde været en sommer med koncerter, festival, venner og ny kærlighed. Og da den gik på hæld sad vi en aften i min lille Kia Picanto. Vi tog hinanden i hænderne og besluttede at tage springet, at køre ud over kløften som Thelma og Louise. Sammen. For vi skulle da blive gravide samtidigt, min veninde og jeg. Og det blev vi.

En juli morgen i 2016 ved daggry kom vores datter til verden efter en lang og hård fødsel. Længere og hårdere end jeg havde regnet med.

Præcis en måned forinden havde min bedste veninde født hendes første søn. Til lyden af Rocky soundtracket var de i filmisk stil kørt fra en familie fest. Vandet gik på gulvet. Afsted over Fyn mod Rigshospitalet. Og godt 12 timer senere nynnede de stadig Rocky soundtracket da hendes søn kom til verden. Men det er hendes historie at fortælle (og måske fortæller hun den lidt anderledes).

Min fødsel var der ikke soundtrack til. Den var lang og hård. 48 timer med veer på et overfyldt Rigshospital med 5 forskellige jordemødre, som ikke synes at gribe mig i min panik, min utryghed eller i mine smerter. Jeg kastede op i en skål og var overvældet af de mange timer med veer. Det hele var ren overlevelse. Ren instinkt. Men da hun endelig kom var det som om verdenen stod stille. Som om det altid var meningen at hun skulle være der. Langt sort hår og babyblå øjne, som senere blev brune. Hun var magisk!

Og efter magien kommer perspektivet. For lige meget hvor vanvittigt det er at føde et barn, så er det ikke alle forundt at blive forældre. Og det er vigtigt at huske.

Og os som vælger at blive forældre, og som har mulighed for at blive forældre, hvad end det er adoptiv, pleje, bonus eller biologiske forældre, er vi i det for livet. Og det ændrer alt.

For mit vedkommende til det bedre.

De første dage med Lima var de sværeste og de letteste. Hun græd meget. Amning måtte opgives med stor frustration. Vi omfavnede sommeren og lod hende mærke græsset, sandet og vandet. Og når hun lå der i mine arme og jeg så ind i hendes øjne, så var det som om hun havde svaret på alt. Hvor hun kom fra, hvor hun var før og hvor hun skulle hen. Det var som om hele universet afspejlede sig i hendes øjne. Den følelse varede ved i godt 3 måneder.

Så glemte hun det hele.

---